Анкета Ханса Андерсена ВКонтакте

I 1805 i Odense (på øen Fionia, Danmark) - i en dårlig garret boede et ungt par - en mand og en kone, uendeligt kærlig hinanden: en ung tyve år gammel skomager, poetisk begavet natur, og hans kone, et par år ældre, uden liv, uden lys, men med en sjælden hjerte. Først for nylig er udgivet i master, en mand med hans egne hænder gjorde hele situationen en Sko butik, og endnu en seng. På dette bed April 2, 1805, og der var en lille skrigende bolden af, at jeg, Hans-Christian Andersen. Jeg voksede op i, og kun fordi belowany et barn; jeg ofte var nødt til at lytte til mor, jeg er glad for, jeg holder af, fordi livet er så meget bedre end livet i hendes barndom: nå, nu tæller søn! var alt, hvad hun sagde. Hun selv, da hun var lille, der er bortvist fra hjemmet, for at tigge. Hun kunne ikke beslutte, og hele dagen sad under broen, nær floden. Lytte til hendes historier om det, jeg var skråle mine øjne ud. Jeg kan huske en begivenhed, der skete, da jeg fyldte seks, er udseendet af en kometen i 1811. Mor fortalte mig, at kometen vil kollidere med jorden, og smadrede eller lidt nogle andre forfærdelige ting. Jeg lyttede til alle de rygter omkring, og overtro sætte mig sådan et dybe og stærke rødder, og virkelig tro.Far læste for os, ikke kun Komedie og historier, men den historie bøger og Bibelen. Han grundede dybt i, hvad jeg læser, men når han talte om det med min mor, var at hun ikke forstår ham, fordi han gennem årene mere og mere trak sig ind i sig selv. Når han åbnede Bibelen og sagde, "Ja, Jesus var også et menneske som os, men en mand af usædvanlig! Moderen kom fra hans ord i rædsel og brast i gråd. Jeg var også bange og bad Gud om tilgivelse for min far, for sådan en blasfemi. Jeg elsker at læse, er en god hukommelse - jeg vidste af hjertet mange passager fra hans værker, og endelig en smuk stemme - alt dette har forårsaget en vis interesse i mig af de bedste familier af vores by. Jeg var knap nok i stand til korrekt at skrive et ord huske mig. Erfaringer, jeg har aldrig nogensinde hjem og lærte dem på en eller anden måde på vej til skole. Ofte går tabt i minder, drømme er Gud ved hvor, ubevidst kigger på en væg hang med malerier, og jeg er temmelig fik for det fra læreren. Jeg elskede, tilføjer forfatteren, er at fortælle de andre drenge, de fantastiske historier, hvor hovedpersonen var naturligvis mig selv. Mig ofte for det blev latterliggjort.Mor, se mine mærkelige Hobbyer at bringe andet end sorg for min påvirkelige hjerte, besluttede at give mig undervisning til skrædder for at få smuttede mit sind baby er en latterlig fantasi.Jeg var rædselsslagen ved udsigten til, at min skæbne.Jeg begyndte at tigge mor til at lade mig bedre held, at tage til København (det var i 1819), som i mine øjne var så den hovedstad i verden. Jeg vil herliggøre dig," svarede hun, og fortalte hende, hvad jeg vidste om den vidunderlige mennesker, der er født i fattigdom. Først, selvfølgelig, har mange, mange til at lide, og derefter blive herliggjort!" Sagde jeg. Jeg følte en underlig fascination, jeg græd, bad, og hendes mor endelig bukket under for mine ønsker... Hun bundet op, alle mine ejendele i en humble bundle, der er aftalt med postbud, og han har lovet at bringe mig til København uden en billet blot tre dage... Endelig afrejse dag ankom. Den triste mor gik mig udenfor byens porte...Postbudet blæste hans horn; det var en dejlig Solrig dag, og i mit barns sjæl skinnede solen: omkring mig var så nyt, og udover, at jeg var på vej mod målet om at alle mine ambitioner.

Som barn gik jeg til familien af digterpræst og læse bøger der, og huset var involveret i et dukketeater og øvede mig i at sy. Det var nødvendigt for dukketeater. Jeg kan især godt lide at sy sammen farvede stykker stof. В детстве я ходил в семью пастора-поэта и читал там книги, а дома занимался своим кукольным театром и упражнялся в шитье. Это было нужно для кукольного театра. Особенно мне нравилось сшивать вместе разноцветные куски материи.